Når jeg ulmer indvendigt

Jeg ulmer indvendigt. Jeg er vred og mit hjerte hamrer vildt. Jeg har lyst til at råbe af det menneske, der er genstand for min vrede. Men jeg kan ikke få mig selv til det.

“Du skal give udtryk for dine følelser og sige fra”. Det er en sætning jeg hører ofte, når jeg taler med folk om ting, der er svære, mennesker jeg reagerer på eller konflikter jeg skal tackle. Men hvad betyder det at give udtryk for sine følelser? Og hvordan gør man det som kristen? Hvis man skal vise næstekærlighed og barmhjertighed – hvordan kan man så være i det – uden at brænde sammen i sit indre? Det er et spørgsmål jeg ofte har tænkt over, men jeg stadig søger svaret på.

Af natur har jeg temperament som de fleste, men jeg lader det sjældent gå ud over andre – medmindre jeg virkelig bliver trådt på. Men hvad skal jeg gøre i stedet for at udgyde min vrede, når jeg møder den holdning, at alle følelser er ok, og at især dårlige følelser skal man ud med, ellers æder de én op? Hvordan udtrykker man dem … på en måde hvor man stadig kan leve efter Guds ønske og være næstekærlig? Hvor går grænsen?

Jeg fik en tanke i dag, at Gud har skabt os som vi er, med alle vores følelser – gode som dårlige. Han har givet os evnen til at føle glæde, sorg, misundelse, vrede, lykke. Hvis ikke han ønskede at vi havde følelser, så havde han vel skabt os uden? … eller ihvertfald kun med de positive. Men måske skabte han os med de svære følelser også, så vi kunne blive udfordret, vokse og udvikle os? Så ja, følelser er ikke forkerte …vi er skabt med dem. Samtidig er vi skabt i Guds billede. Gud føler vrede, glæde, længsel, kærlighed, harme. Der er masser af eksempler på Guds følelser i Bibelen.

“Mit hjerte vender sig, medfølelsen vælder op i mig. Jeg kan ikke give min vrede frit løb og helt udslette Israel! For jeg er Gud og ikke et menneske. Jeg er den Hellige, der bor midt iblandt jer, og jeg kan ikke handle i tankeløs vrede“

(Hos 11,8).

Denne passage fortæller mig, at Gud føler en enorm vrede, men også formår at tøjle den. At vreden er der, men at det er tankeløst at overfuse andre (her Israel) med den.

“Længe har jeg forholdt mig tavs og lagt bånd på mig selv,” siger Herren. „Men nu giver jeg luft for min vrede, skriger som en fødende kvinde“

(Esajas 42,14).

Gud kan føle en enorm vrede, og at han også giver udtryk for den, når han har fået nok. Han kan tie længe, men må til sidst give udtryk for den. Når selv Gud ikke altid kan holde det inde, hvordan skal vi så kunne? Det ville være næsten umenneskeligt.

Vores forbillede er Jesus – og han blev også vred. Han blev vred på farisæerne, på disciplene når de var blinde for Gud, ja, selv på hans mor da hun bad ham udføre et mirakel!

Jeg tror faktisk ikke, det er meningen, at vi skal fortrænge vores følelser. Jeg tror, det er meningen vi skal ud med dem. Men vi skal ud med dem på en hensigtsmæssig måde. Vi skal kunne aflæse dem, kode dem og forholde os til dem. Vi skal kunne trække os, inden vi går i udbrud overfor et andet menneske. Gør vi det alligevel fordi følelserne har taget styringen, skal vi vende tilbage og sige undskyld.

“Bliv blot vred, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede! “

(Efeserbrevet 4,26).

Vi har et ansvar for, hvordan vi påvirker andre mennesker. Bliver vi vrede og sårer dem, har vi et ansvar for at gøre det godt igen og sige undskyld.

Jeg tror også, Gud ønsker at vi vender os til ham, når vi føler os vrede og ikke kan tackle følelsen. Han ønsker at kende vores følelser og at vi beder ham om hjælp. Han ønsker at berolige os og at vi finder ind til en følelse af fred.

Han ønsker at vi beder for dem, vi er vrede på. Det er svært, men det er noget jeg selv har praktiseret. Når jeg har mødt modstand eller fordømmelse der påvirker mig, har jeg bedt for den person og for, at jeg kan tackle konflikten på en måde, der behager Gud. Hvor jeg finder fred og kan række ud til det andet menneske igen. Gud ønsker vi viser hinanden kærlighed … og engang imellem tror jeg bare, det kræver et offer.