At komme videre efter skilsmisse

Du ved ikke hvordan det er før du har prøvet det. Inden en skilsmisse kan man have en fornemmelse af, hvordan det vil være og hvad der bliver svært. Som regel – som det var i mit eget tilfælde – er man drevet af en længsel efter frihed. Når så friheden er opnået og papirerne skrevet under – står man midt i det.

Vi mennesker reagerer forskelligt – mænd og kvinder reagerer forskelligt. Alt efter hvordan ægteskabet har været og hvad der ligger i vores natur. Nogle skøjter problemfrit igennem det og er videre i næste forhold kort efter. Andre går nærmest i et sort hul og har svært ved at få livet til at fortsætte. Jeg selv oplevede i starten en stor frihed ved at blive “mig selv”. Mit forhold havde vaklet i mange år, og jeg var frustreret over, at min eks-mand aldrig var i stand til at ændre noget. Jeg havde følt mig dybt u-elsket i flere år, så for mig var det en enorm lettelse at kunne slippe det.

De første par måneder boede vi under samme tag, da jeg ventede på en bolig til mig og børnene. Børnene og jeg sov i samme rum, og min eks sov i soveværelset. Det var et mareridt at være i, og jeg ville bare videre. Jeg var usikker på, hvad fremtiden ville byde mig. Jeg var selvstændig og tjente ikke vildt mange penge. Min familie boede langt væk, så jeg ville komme til at stå meget alene. Min eks familie boede i området, og dem havde vi altid havde meget at gøre med. Men jeg vidste på en måde, at det ville ændre sig.

Nogle få venner hang ved, og jeg ringede dem ofte op om aftenen for at snakke. De var der altid for mig. Andre faldt fra.

“Det var en periode hvor jeg følte mig meget alene”

Tanja

Jeg havde en veninde der fortalte mig, at hun bad for mig. Hun opfordrede mig til at bede hver aften inden jeg skulle sove. Jeg havde aldrig bedt før, så jeg følte det lidt mærkeligt. Men hver aften når jeg lå på madrassen med børnene ved siden af mig – så bad jeg. Helt stille så jeg ikke vækkede børnene. Men jeg bad. Jeg bad for at Gud måtte hjælpe mig og børnene igennem det, og jeg bad ham give os en tryg fremtid.

Efterhånden blev det en vane jeg blev glad for. Så jeg begyndt at bede når jeg gik tur, eller inden jeg skulle noget der var svært. Jeg havde fået lidt problemer med angst – især i sociale sammenhænge. Det kunne være når jeg skulle hente børn i børnehaven eller jeg skulle i Brugsen.

Da jeg fik mit nye rækkehus 3 måneder efter var jeg ellevild. Jeg kunne indrette som jeg ville, og mig og børnene faldt hurtigt til derhenne. Men jeg begyndte at få det mere og mere svært. Jeg fik store grædeture i løbet af dagen, og jeg havde ofte brug for at gå i naturen. Livet som alenemor var stressende. Både pga de praktiske pligter, men også for at få børnene til at trives. De havde det til tider svært ved at være hos deres far, og det gjorde ondt.

Det hele ramlede da min eks præsenterede børnene for hans nye kæreste – helt uden mit vidende. Det havde jeg svært ved at tackle. Det var en følelse af frustration over, at han prøvede at bygge en “familie” op med børnene. Jeg følte ikke, han fortjente at komme videre og jeg følte, at han havde det lidt for nemt. Jeg ønskede på en måde også, at han skulle have et lille dyk. Det er flovt at indrømme, men sådan havde jeg det. Samtidig følte jeg en enorm jalousi over, at hun skulle være sammen med mine børn.

“Hun boede i det samme hus som jeg havde boet i

og legede med MINE børn! Det virkede bare helt forkert.”

Jeg kom væk fra at bede og jeg mistede troen på at det gjorde en forskel. Jeg begyndte på lidt spirituelt i stedet. Prøvede healing, meditation og clairvoyance i håber om at finde håb for fremtiden. Men intet af det hjalp nu og her.

Jeg begyndte at få en fornemmelse af, at jeg skulle væk fra den by, jeg boede i. At jeg skulle starte på ny et andet sted. Tanken om at “flygte” gjorde mig glad. At kunne rydde op i mit liv og starte forfra. Jeg begyndte at se på huse i området, og jeg faldt over mit nuværende hus lidt tilfældigt. Da begyndte jeg at bede igen, for at Gud kunne hjælpe mig med at åben døren hvis det var der, jeg skulle bo. Efterhånden faldt alt det praktiske på plads, og mine tanker fandt ro – og jeg skrev under!

I dag bor jeg stadig her i huset. Vejen hertil var svær og har ikke været uden problemer – skoleskifte for mine børn, jeg kendte ingen i Brande og min familie var langt væk. Men det har stadig været det hele værd. Jeg er ikke i tvivl om, at Gud åbnede døren hertil. Efter jeg flyttede gik jeg ofte ture mens jeg takkede Gud for at give mig mit “nye liv”.

Jeg havde opgivet at finde en ny mand helt bevidst. Jeg tænkte, at det var umuligt at finde en sød mand her i Brande, som jeg ville kunne se en fremtid med. Jeg havde en idé om, at han ihvertfald ikke skulle være ateist og lukket åndeligt. Jeg ville gerne kunne forttælle ham åbent, at jeg bad engang imellem. Tiden gik, og jeg mødte min nuværende mand – det som folk nok ville kalde tilfældigt. Men for mig var der et klart hint fra Gud om, at der var noget over ham. Efter nogle måneder fandt jeg ud af, at han var opvokset i en kristen familie, og vi begyndte at tale om tro. Jeg vil stadig ikke betegne mig som levende kristen på det tidspunkt. Men det blev jeg et års tid efter. Den historie kan du læse her.

Uanset hvad din historie er, og hvor du er i processen, så er der håb. Min opfordring er at bede Gud om hjælp. Bed ham om at gøre din fremtid klar og åbne og lukke døre for dig. Så vil du opleve store mirakler :0)