At blive tæmmet

Da jeg var ung var der en pige som var “vild”. Hun gik meget i byen, drak for meget og var sammen med alt for mange mænd, mente de fleste. Hun var aggressiv og JEG turde ihvertfald ikke sige hende i mod. Nogle år senere hørte jeg at hun var blevet kristen og det undrede folk sig over.

Hvordan kunne hun pludselig ændre sig sådan og tro at det “gamle” var glemt? Skulle hun nu bare tro hun var bedre end os? Jeg kan tydelig huske den forargelse der var blandt os andre unge. Vi forstod det simpelthen ikke. At hun havde ændret sig så radikalt.

Det er sjovt. Når man oplever mennesker i krise og de finder fred gennem Jesus, så tænker man at de er blevet infiltreret i noget der ligner en sekt. At nogle har overtalt dem til at være med i deres “klub”Jeg har tit hørt folk tale negativt omkring nykristne, især når en krise har udløst deres tro. Fordi folk ikke kan forholde sig til, at et menneske kan ændre sin livsstil 180 grader på et splitsekund.

Jeg er derfor selv forsigtig med, hvem jeg fortæller det til. Men hvorfor er det sådan?

Hvis man har fundet trygheden gennem sin psykolog eller en form for behandling kan man fortælle det vidt og bredt – men ikke hvis det er gennem Jesus.

Det er som om, at tro er lidt svært at tale om. Selv er min oplevelse, at min tro voksede i mig efter min skilsmisse.

Jeg havde en god veninde som begyndte at bede for mig. Det var fedt 😊hvor mange har mennesker der beder for sig??

Jeg begyndte selv at bede og mærkede den ro og tryghed det gav indeni. Men den helt rigtige følelse af tryghed var der ikke helt endnu. Den kom senere…og jeg skulle selv bede om den. De næste par år talte jeg meget med Gud. Han hjalp mig med at finde vejen i mit liv. Komme videre efter en skilsmisse, finde mit nye hus min dejlige kæreste. Jeg gik ofte ture i skoven og takkede Gud for mit liv. Tog pause i hverdagen blot for at tale med Ham – både om det der var svært og det der var godt.

Da jeg lærte min kæreste at kende vidste jeg ikke han var troende. Jeg forventede ikke at min nye kæreste skulle være troende. Men jeg vidste at jeg ville have det svært med en der slet ikke troede. Han var meget forsigtig med hvad han fortalte omkring sin tro. Han ønskede ikke at påvirke mig til at tage stilling til det. Han elskede mig som jeg var – troende eller ej. Jeg var meget nysgerrig omkring hans tro, men jeg var også meget forsigtig. Jeg ville være sikker på, at det at tro på Gud skulle komme fra mig selv. Ikke noget jeg blev påvirket til.

En dag talte vi om den kirke han før havde gået i, og jeg bed om at komme med. Det var Åben Kirke I Herning og det var FEDT. Masser af god musik, gode budskaber, og så mange søde mennesker. Jeg gik derfra med en masse positive tanker.

En dag jeg var nede i genbrug faldt jeg over en bog (Idag tror jeg så ikke det var tilfældigt 😉) den hed “det målrettede liv” og handler om, hvordan man finder Guds formål med sit liv. Og hvordan man lever efter det. 40 dage med læsning og tanker. Vi blev enige om at læse den sammen. Jeg tror det var på 4. Dagen hvor der stod at man kunne, hvis man ønskede det, invitere Jesus ind i sit liv og der var en kort bøn som forfatteren foreslog man bad. Den lød:”Jesus jeg tror på dig og jeg modtager dig”

Jeg bad bønnen stille for mig selv. Jeg kunne intet mærke så jeg bad den igen. Stadig intet. Så gik jeg ind i seng.

Dagen efter var jeg glad – eller jeg var lykkelig. Jeg var fyldt med bobler i maven som var jeg forelsket. Jeg skulle køre min datter i skole og sad bare og smilede. Da jeg havde sat hende at sang jeg højt og var bare glad of fri. Det var en fed følelse. Jeg følte mig elsket og fyldt op ❤️

Følelsen varede nogle dage. Den er der stadig i formindsket størrelse. Og den kommer frem igen når jeg tænker på Jesus. Og når jeg er i kirke. Det er fedt 😊 Mest af alt er det en følelse af, at den ensomhed jeg altid har følt – er væk. Jeg VED at Gud er hos mig, så jeg er jo aldrig alene.

Livet får et andet og mere trygt perspektiv. Jeg har fået en følelse af, at det hele nok skal gå fordi jeg har min Gud med mig. Jeg har fået en ild indeni som sprutter af livsglæde og kærlighed til andre mennesker. Selv dem der tidligere har gjort mig ondt. De blev tilgivet da jeg inviterede Jesus ind.

Jeg kan stadig blive trist eller angst når jeg tænker på dårlige minder. Men menneskene der er centrum i de minder er tilgivet. I stedet beder jeg for at de må finde fred hos Gud 😊 Så ja – jeg er fanget. Men ikke af noget dårligt. Jeg er helt frivilligt fanget af Gud og han holder mig i sine trygge arme ❤️